Ting tager tid – Google blev heller ikke bygget på én dag

Jeg satte mig ned i Juni måned med store ambitioner omkring Aagaard Design. Siden var forældet og rent teknisk kunne den ikke opdateres længere – dette betød, at siden i det sidste halve år ikke blev opdateret, dette på trods af, at jeg rent faktisk havde en del nye designs at vise frem. Samtidig var jeg blevet træt af det gamle design, sådan går det – tiderne skifter og pludselig er designtendensen en anden og jeg har let ved at forelske mig i nye linjer, farver opsætninger – ja i bund og grund, jeg har let ved at forelske mig i nye designs.

Derfor sad jeg denne juni-dag og tænkte over situationen og kom frem til, at Aagaard Design ikke kun skulle have en teknisk reparation, men også et helt nyt og smart design. Min tanke var, at dette kunne klares over sommerferien med lancering af det nye Aagaard Design i August måned 2013. Jeg har lavet lignende projekter før og sagtens kunne nå det på en sommerferie, så jeg gik da bestemt ud fra, at dette sagtens kunne klares igen. Men nej.

Jeg gik igang med projektet og jeg nåede langt, men jeg sidder idag med en halvfærdig side – der præsenterer de mest væsentlige informationer, men som stadig halter langt bagud og måske kun indeholder 50 procent af alt det, jeg gerne vil have den indeholder. Sommeren gik overraskende hurtigt og derfor har jeg ikke kunne finde tid til at blive færdig. Jeg fik pludselig en del arbejde og det sætter jeg selvfølgelig pris på, jeg har haft nogle spændende designopgaver henover sommeren – og derfor blev meget af min tid naturligvis dedikeret til disse opgaver. Samtidig skulle jeg holde lidt fri, se lidt Tour de France og rejse lidt rundt i Europa (det var jo sommer).

Så jeg erkender – siden her er halvfærdig og langt fra optimal. Dette har jeg ambitioner om at lave om på hurtigst muligt. Jeg er dog startet i praktik, hvilket betyder 37 timers arbejdsuge og dermed meget mindre tid til Aagaard Design end jeg normalt vil have – men med lidt timer én aften eller to om ugen, så har jeg tiltro til, at jeg nok skal få lavet Aagaard Design rigtig lækker og fuld af spændende ting og informationer henover det næste ikke alt for lange stykke tid.

Der vil ske en hel masse og jeg skal nok holde jer opdaterede løbende. Selvfølgelig er i også velkommen til at skrive en kommentar til dette indlæg, hvis i har ideer, ønsker eller indspark – måske jeg kan bruge det i det fremtidige arbejde med siden.